Indisk kylling med appelsin og varme krydderier – i stegepose til 4 personer

Indisk kylling med appelsin og varme krydderier - i stegepose
Indisk kylling med appelsin og varme krydderier – i stegepose til 4 personer

Af Malou Rotvel Pagh

”Det er en rigtig god måde at få ”kylling i karry” på - med lidt ekstra spræl. Desuden er det hurtigt og nemt at gøre kyllingen klar til ovnen - og så har man en hel time, hvor den bare passer sig selv. Opskriften har jeg selv har lavet. Før jeg fik anskaffet mig en Römertopf, stegte jeg ofte hele kyllinger i stegepose. Og pludselig en dag fik jeg lyst til en karryret og kom på at lave en slags ”kylling i karry” i pose ved at smøre fuglen ind i karrypasta og fylde den med lækre sager og krydderier. Retten er en af min kærestes livretter - han er vild med karry. Jeg laver den til ham når han kommer på besøg og hvis han er heldig, får han rester med hjem. Ellers plejer jeg at lave en karrysuppe af resten af stegeskyen, grøntsagerne, det plukkede kyllingekød og lidt ekstra bouillon smagt til med karrypasta.”

Ingredienser
Arbejdstid: 30 minutter
Tid i ovn: 1 time
Antal personer: 4


1 stor kylling (helst øko) (ca. 1300 g)
2 spsk. indisk karrypasta
2 spsk. vindruekerneolie
1 tsk. groft salt
1 stor stegepose (3-5 kg)

Fyld:
1 appelsin
1 kanelstang
1 laurbærblad
8 nelliker


250 g bladselleri
250 g porrer
2 zittauerløg (ca. 150 g)
4 gulerødder (ca. 150)
5 cm ingefær
½ rød chili
10 hele grønne kardemommekapsler
2 dl hønsebouillon

Raitasalat:
150 g agurk
100 g tomater
½ dl yoghurt
½ dl hakket bredbladet persille.
1/4 tsk. salt
friskkværnet peber.

Sauce:
sky fra stegeposen
ca. 1½ spsk lys saucejævner

Tilbehør:
320 g parboiled ris
chutney

Fremgangsmåde
Sådan gør du:
1. Sæt ovnen på 200°.
2. Skyl kyllingen, og dup den tør. Bland olie og karrypasta, og masser kyllingen godt ind i det. Drys med salt.
3. Ordn grøntsagerne, og skær dem i grove stykker. Skræl ingefæren, og skær i skiver. Fjern kernerne fra chilien, og skær den i skiver.
4. Fyld: Kom appelsinstykker, kanelstang, laurbær og nelliker i kyllingen, og luk den evt. med et par kødnåle.
5. Læg stegeposen på en bageplade. Kom grøntsager, ingefær, chili og kardemomme i stegeposen, og flad grøntsagerne lidt ud. Læg kyllingen ind oven på, med brystet op af, hæld bouillon ved, og luk stegeposen med en strip. Klip et ventilationshul foroven i stegeposen, og steg kyllingen midt i ovnen.
6. Kog risen efter anvisning på pakken.
7. Raita: Halver agurken, skrab kernerne ud med en ske og skær i 1 cm stykker.. Skær tomaterne i kvarte og fjern kernerne med en ske. Rør yoghurt, hakket prsille sammen og hæld over grønsagerne.
8. Sigt skyen, og kog den ind til en passende konsistens. Ønsker du den tykkere, jævner du den med økologisk majsstivelse, ca. ½ spsk. rørt op i vand, pr dl sky.
9. Servering: Del kyllingen i mindre stykker, og anret dem på et fad sammen med grøntsagerne. Server løse ris og raita i skåle ved siden af sammen med chutney. Obs: Spis ikke kardemommekapslerne.





Hverdagsmadekspert Dianne Bachmann tipser:

1.
Alt i ovnen: I stedet for ris, kan du bage kartofler ved siden af kyllingen.

2.
Andre smage: I stedet for appelsin kan du bruge lækre æbler fx fra haven. Du kan også bruge andre grønsager som fx pastinak, champignon og squash – lige hvad du har i køleskabet.

3.
Alternativ raita: I stedet for agurk og tomat kan du lave en raita af æble og bladselleri smagt til med salt, citron, lidt garam masala og hakket persille.

Andre opskrifter

  • Marineret svinekød m mangosalat
  • GRÆSKE PITA PIZZAER
  • Salviehare med kartoffelmos

Kommenter opskriften