SQUASHSPAGHETTI MED ØKO-OKSEDELLER til 2 personer

SQUASHSPAGHETTI MED ØKO-OKSEDELLER
SQUASHSPAGHETTI MED ØKO-OKSEDELLER til 2 personer

Af Julie Karla Ørnbjerg

”Man får en dejlig og tilpas mæthedsfornemmelse, når man spiser squash-pastaen sammen med de lækre øko-oksedeller. Brug et mandolinjern til at skære squashen ud i de fine små spaghettiagtige strimler. En almindelig grøntsags-skræller kan også bruges, det tager bare længere tid. Selvom at retten måske kan synes kompliceret, så er den faktisk ret nem og er en hverdags-genganger hjemme i mit køkken. Jeg elsker at lave mad, og har derfor også lavet min egen lille madblog www.juliekarla.dk. Her lægger jeg mine egne opskrifter op og skriver lidt om at være model og hvordan jeg kombinerer god mad med god motion.”

Ingredienser
Arbejdstid: 45 minutter
Tid til at koge/stege: 25 minutter
Antal personer: 2

Oksedeller:
400 g hakket økologisk oksekød (3-7 %)
½ dl mælk
2 spsk. rasp
2 spsk. frisk revet parmesan
1 spsk. ketchup
1 fed hvidløg (knust)
¼-½ rød chili uden kerner
1 håndfuld hakket frisk basilikum
½ tsk. groft salt
friskkværnet peber
1-2 spsk. olivenolie til stegning

Squashspaghetti:
1 stor squash (500 g)
½ tsk. groft salt
½ spsk. olivenolie

Tomatsauce:
1 ds. flåede eller hakkede tomater (400 g)
2 dl vand
1-2 spsk. konc. tomatpuré
1 spsk. balsamico
1 spsk. æblecidereddike
1 tsk. sukker
¼ tsk. groft salt
friskkværnet peber
4 laurbærblade
1 spsk. tørret oregano
1 spsk. tørret timian
1 fed hvidløg (knust)
½ rød chili uden kerner (finthakket)
1 håndfuld frisk basilikum

Tilbehør:
evt. pecorino ost

Pynt:
basilikumblade

Fremgangsmåde
Sådan gør du:

1. Rør kødet sammen med alle de øvrige ingredienser. Brug gerne hænderne, da farsen bliver bedst, hvis den bliver æltet godt. Sæt farsen i køleskab i 30 min.
2. Squashspaghetti: Vask squashen, og skær den i tynde strimler (som spaghetti) på et mandolinjern. Vend strimlerne med lidt salt og stænk med olivenolie.
3. Oksedeller: Form farsen til små kugler, og brun dem på alle sider i en varm dyb pande med olivenolie. Skru ned til middelvarme, og steg dem færdige 5-8 min. Læg oksedellerne på en tallerken, og tilbered saucen i samme pande.
4. Sauce: Hæld de flåede tomater i panden sammen med vand og tomatpuré, og giv det et opkog. Tilsæt balsamico, æblecidereddike, sukker, salt og peber. Smag til, og justér smagen, hvis det enten er for sødt eller surt. Tilsæt de øvrige krydderier, undtagen basilikum, og lad saucen simre i ca. 10 min. Læg oksedellerne i saucen, og lad dem simre sammen med saucen ved svag varme i et par minutter. Tilsæt friskhakket basilikum.
5. Servering: Anret squashspaghettien på tallerkener, og fordel oksedellerne ovenpå sammen med lidt sauce og evt. lidt fintrevet pecorino ost. Pynt med hele basilikumblade.

Hverdagsmadekspert Sarah Leigh Draznin tipser:

1.
Anden udskæring: Du kan også skære squashen ud som båndpasta enten på et mandolinjern eller med en kartoffelskræller: ”Skræl” squashen på langs og drej den lidt efter hvert ”skræl”.
Et mandolinjern er et specielt rivejern, der kan finindstilles og skære både skiver og strimler.

2.
Miks råvarerne: Du kan få mere mæthed, ved at blande squashspaghettien med friskkogt fuldkornspaghetti – beregn da 250-300 g squash og 150-200 g rå fuldkornsspaghetti.

3.
Sund: Begynd evt. saucen med at sautere/stege lidt finthakket løg, hvidløg og urter som fx gulerod, bladselleri eller knoldselleri, på panden før tomater mm. tilsættes. Det giver mere smag og mere sundhed.

4.
I sæson: Opskriften her er oplagt i juli/august/september måned, hvor de danske squash er store og billige. I vintersæsonen kan du erstatte squash med danske rodfrugter som knoldselleri, gulerødder, pastinak og persillerod. Skræl dem og skær dem i strimler eller tynde bånd. Blancher dem 1-2 minutter i kogende letsaltet vand, dryp af og server med sauce og oksedeller.

5.
Rester: 400 g kød til 2 personer er i overkanten, men passer til supermarkedets pakkestørrelser. Tag en tredjedel af oksedellerne og lidt sauce fra til næste dags frokost: Nyd i lune pitabrød med sprøde salatblade og lidt tomatsauce eller bryd oksedellerne i små stykker og fordel dem på et stykke pizzadej med lidt tomatsauce, champignon i skiver og nogle blancherede/letkogte grøntsager, gerne en rest fx broccoli, spinat eller porrer. Drys med ost og bag ved 250° varmluft i 10-15 min.

Andre opskrifter

  • Krydrede indiske rejer
  • Omelet a la bitele
  • Koteletter m bouillonkartofler og svampesovs
  1. Suzan grølsted - 8. oktober 2012 15.46

    Retten lyder vildt lækker, håber moster Hanne serverer det på tirsdag i stedet for æg og rejer

    Svar
  2. Camilla Thomsen - 12. oktober 2012 09.17

    Smager også godt med fintsnittet spidskål i stedet for squash. Svits evt. havldelen af kålen i lidt olie og bland det med den anden halvdel af kålen. Det gør at det smager mindre “råt”.

    Svar
  3. Claus Christensen - 12. oktober 2012 10.24

    En superret, har selv prøvet den, og den smager endnu bedre end man tror.

    Svar
  4. Alexander - 12. oktober 2012 13.59

    Lavede retten igår… smagte kanon. Klart den mest hverdags-agtige at vælge i mellem her! Sikker vinder, hvis du spørger mig.

    Svar
  5. Mikkel - 13. oktober 2012 09.53

    Den ser virkelig lækker ud. Mums!

    Svar
  6. Mette - 13. november 2012 12.52

    En virkelig god opskrift. Fandt den i Alt for Damerne. Den er nu testet og jeg glæder mig allerede til at skulle have rester i aften!

    Svar
  7. Anne - 13. november 2012 22.56

    Der findes et apparat, der kan lave den fineste grøntsagsspaghetti på ingen tid. Det hedder en spiralizer, se evt. billeder og guide til brug her: http://anneseidelin.dk/born-grontsager-og-en-spiralizer-et-ganske-genialt-tip/ Mine piger er vilde med både den og resultaterne :-)

    Desværre skulle jeg helt til malmö for at købe den. Håber den er kommet til danmark.

    Svar
  8. Annemarie - 14. november 2012 07.36

    Man kan også bare bruge et julienne-jern til squashen. Den ligner en kartoffelskræller, men har nogle ekstra tænder, som laver smalle strimler istedet for brede bånd.

    Svar
  9. Lasse Enevoldsen - 15. november 2012 20.40

    Bare en super ret!

    Jeg kendte dog “lidt” til det i forvejen. Min søndags brunch består nogle gange af Squash-spaghetti stegt kort på panden. Dryppet med god olivenolie, lidt salt, peber og skvat citronsaft. Serveres til omelet.

    Suppler med alverdens ting og sager: laks og godt brød, stegte svampe, marinerede asparges, kryderurter, ….

    Svar
  10. Mette - 5. december 2012 23.11

    Spiralizeren kan bl.a. købes hos SimpleRAW Oehlenschlægersgade 12 – 1663 København V – Telefon: 35 35 30 05

    Svar

Kommenter opskriften